torsdag den 3. juni 2010

Læs i sommerferien

Nu er sommeren kommet, og har man tid for eksamen, kan man allerede nu begynde at overveje, hvilke bøger man kan fordrive sommerferiens endeløse friuger med.

Her er først og fremmest listen over nye bøger i studiecentret.

Her er et par forslag: Din næstes hus af Jette Kaarsbøl er et godt bud på et trekantsdrama og splittelser mellem by og land.

Olav Hergel har skrevet Indvandreren - en politisk spændingsroman der ligesom Hergels Flygtningen tager udgangspunkt i integration og indvandrerspørgsmål.

Eating animals af Jonathan Safran Foer er et fiktivt debatindlæg, om hvad vi spiser og hvorfor. Et oplagt emne til engelsk undervisningen.

En halv gul sol af den afrikanske forfatter Ngozi om Biafrakrigen er en fantastisk dejlig roman (derfor har jeg også anmeldt den) og en mulighed for at få at vide hvad Biafrakrigen egentlig handlede om.

Ferien kan også bruges til et gensyn med TV udsendelserne: Digtere, divaer & dogmebrødre, som vi nu har alle 8 af. Det er rigtig brugbare i historie og dansk.

Bruce Chatwin: Fotografier og notesbøger er en flot udstyret bog af interesse for dem, der har Chatwin som idol.

En helt ny amerikansk samling af short stories er Maile Meloy's Both ways is the only way I want it. - altid godt til engelskundervisningen, eller bare hvis man vil træne sit engelske i ferien.

Havets katedral fra 1300 tallets Barcelona er en spændende roman og rigtig afslappende ferielæsning.

Man kan jo anbefale så meget, men du kan også kigge ned i studiecentret, og se hvad vi har. Næste blogindlæg kommer først efter skoleferien.

God sommerferie fra Susanne.